Feriepartner
Forretningskritisk platform for Danmarks førende sommerhusudlejningsbureau
Feriepartner er en landsdækkende udlejer af feriehuse med stærke lokale afdelinger. Vi har udviklet en ny digital platform, der fungerer som selve fundamentet for forretningen, både i forhold til at tiltrække og konvertere gæster og til at understøtte samarbejdet med udlejere. Løsningen kombinerer design, brugeroplevelse og teknologi på et niveau, der giver Feriepartner en markant position i et marked med stigende krav til enkelhed, tryghed og kvalitet.
Feriepartner.dk

Tid til eftertanke, natur & nærvær
Projektet udspringer af et behov for at modernisere hele Feriepartners digitale fundament. Samtidig afspejler det en bredere samfundstendens, hvor mange søger samvær, afkobling og nærvær som kontrast til en hverdag præget af tempo, teknologi og præstationskrav. Ferieophold i Danmark – tættere på naturen og i mere nære rammer er et naturligt svar på denne udvikling. Den nye platform er derfor skabt til at inspirere og skabe tillid, men også til at forbinde Feriepartner med de værdier, som i stigende grad præger folks valg af ferieform.


Konvertering & optimerede flows
Platformen er designet til at gøre rejsen fra inspiration til booking enkel og overskuelig. Søgefunktion, overblik og bookingproces er optimeret, så brugerne hurtigt finder relevante muligheder og kan gennemføre en reservation uden unødige barrierer. Prisvisning og tilgængelighed er tydelig, hvilket skaber tillid og gør beslutningen lettere. Gennem systematisk tracking og dataanalyse kan Feriepartner prioritere forbedringer og løbende optimere konverteringsraterne – med et klart fokus på forretningsmæssig effekt.



Forretning baseret på godt partnerskab
Platformen er et centralt værktøj for udlejerne. Den dedikerede partnerdel giver overblik over belægning, kalender, priser og afregning – med et visuelt og funktionelt udtryk, der er målrettet en professionel brugergruppe. Fokus er på effektiv drift og beslutningsstøtte, så udlejerne kan optimere deres udlejning og styrke samarbejdet med Feriepartner. På den måde understøtter løsningen hele værdikæden og skaber værdi for både gæster og partnere.




Parathed til en uforudsigelig fremtid
Platformen er bygget til at udvikle sig over tid. Med løbende performance-målinger og brug af data kan Feriepartner identificere potentialer og investere i de tiltag, der giver størst forretningsmæssig effekt. Teknologien er baseret på Umbraco CMS og en moderne komponentarkitektur, og løsningen lever fuldt ud op til WCAG 2.1-kravene til tilgængelighed. Dermed står Feriepartner med et robust digitalt fundament, der kan skaleres, tilpasses og styrkes i takt med nye behov – og som er forankret i de værdier og tendenser, der former fremtidens ferieadfærd.